Karl Frederik af Baden
Karl Frederik | |
---|---|
Markgreve af Baden | |
Regerede | 1738-1771 |
Forgænger | Karl 3. Vilhelm |
Storhertug af Baden
| |
Ægtefæller | Caroline Louise af Hessen-Darmstadt |
Børn | Karl Ludvig, Arveprins af Baden Frederik Ludvig 1., Storhertug af Baden Louise Leopold, Storhertug af Baden Vilhelm Friedrich Alexander von Hochberg Amalie Maximilian |
Hus | Huset Zähringen |
Far | Frederik, Arveprins af Baden-Durlach |
Mor | Amalie af Nassau-Dietz |
Født | 22. november 1728 Karlsruhe, Baden, Tysk-romerske rige |
Død | 10. juni 1811 (82 år) Karlsruhe, Baden |
Storhertug Karl Frederik af Baden (tysk: Großherzog Karl Friedrich von Baden; 22. november 1728 – 10. juni 1811) var markgreve af Markgrevskabet Baden-Durlach fra 1738 til 1771, markgreve af Baden fra 1771 til 1803, kurfyrste af Baden fra 1803 til 1806 og den første storhertug af Baden fra 1806 til sin død i 1811.
Karl Frederik var en af oplysningstidens mest ansete regenter. Han ophævede livegenskabet, fremmede den økonomiske udvikling og var selv forfatter til flere værker i fysiokratismens ånd.
Med en regeringstid på 73 år er han en af de længst regerende fyrster i Europas historie.
Biografi
[redigér | rediger kildetekst]Karl Frederik blev født den 22. november 1728 i Karlsruhe som ældste søn af Arveprins Frederik af Baden-Durlach og Amalie af Nassau-Dietz, datter af Fyrst Johan Vilhelm Friso af Nassau-Dietz. Da hans fader døde i 1732, seks år før sin egen fader Markgreve Karl 3. Vilhelm af Baden-Durlach, blev han aldrig markgreve. I stedet blev det Karl Frederik, der efterfulgte sin bedstefader som markgreve ved dennes død i 1738. Da Karl Frederik var mindreårig, blev der indført en formynderregering under ledelse af hans fars fætter, Prins Karl August af Baden-Durlach, indtil han blev erklæret myndig i 1746 og selv kunne overtage regeringen.
I 1771 uddøde den bernhardinske linje af Huset Baden, der havde regeret over Markgrevskabet Baden-Baden. De to markgrevskaber blev herefter forenet, og Karl Frederik blev markgreve over det forenede Markgrevskab Baden.
I 1803 blev Karl Frederik ophøjet til kurfyrste.
I forbindelse med opløsningen af det Tysk-romerske rige i 1806 ophøjede Napoleon Markgrevskabet Baden til et storhertugdømme, og Baden fik tildelt så mange nye territorier, at arealet blev femdoblet.
Storhertug Karl Frederik døde i Karlsruhe den 10. juni 1811. Han blev efterfulgt som storhertug af sin ældste sønnesøn Karl.
Ægteskaber og børn
[redigér | rediger kildetekst]Karl Frederik giftede sig første gang 28. januar 1751 med Caroline Louise af Hessen-Darmstadt, datter af Ludvig 8. af Hessen-Darmstadt. De fik fem børn:
- Karl Ludvig (1755-1801), Arveprins af Baden. Hans søn Karl efterfulgte Karl Frederik som storhertug i 1811.
- Frederik (1756-1817)
- Ludvig (1763-1830), Storhertug af Baden i 1818.
- søn (1764–1764)
- Louise Caroline (1767-1767)
Markgrevinde Caroline Louise døde i Paris 8. april 1783. Karl Frederik giftede sig anden gang 24. november 1787 i et morganatisk ægteskab med Luise Karoline Geyer von Geyersberg. Ægteskabet var morganatisk, og børnene der blev født i ægteskabet havde ikke arveret. Luise Karoline fik i forbindelse med ægteskabet tildelt titel af Freifrau von Hochberg og i 1796 blev hun ophøjet til Gräfin von Hochberg. De samme titler blev båret af hendes børn. I 1817 blev børnene af dette ægteskab tildelt fuld arveret, og Luise Karoline blev ophøjet til Prinsesse af Baden:
- Leopold (1790–1852), storhertug af Baden i 1830
- Vilhelm (1792-1859)
- Friedrich Alexander Freiherr von Hochberg (1793-1793)
- Amalie (1795-1869), gift i 1818 med Fyrst Karl Egon 2. af Fürstenberg
- Maximilian (1796-1882)
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- F. v. Weech: Karl Friedrich (Großherzog von Baden) i Allgemeine Deutsche Biographie (ADB) (ses på tysk Wikisource)
Karl Frederik Huset Zähringen Født: 22. november 1728, død: 10. juni 1811 | ||
Kongelige og fyrstelige titler | ||
---|---|---|
Foregående: Karl 3. Vilhelm |
Markgreve af Baden-Durlach 1738 – 1771 |
Efterfølgende: Ingen (Baden genforenet) |
Foregående: Ingen (Baden genforenet) |
Markgreve af Baden 1771 - 1803 |
Efterfølgende: Ingen (Baden ophøjet til kurfyrstendømme) |
Foregående: Ingen (Baden ophøjet til kurfyrstendømme) |
Kurfyrste af Baden 1803 - 1806 |
Efterfølgende: Ingen (Baden ophøjet til storhertugdømme) |
Foregående: Ingen (Baden ophøjet til storhertugdømme) |
Storhertug af Baden 1806 - 1811 |
Efterfølgende: Karl |